Et slag for den langsomme kreativitet

Jeg har solgt og afviklet mange designprocesser på speed, inklusive et super accelereret format, der kun tager 1,5 timer fra problem til prototype. Men et møde med en klient har fået mig til at overveje, om tiden er ved at løbe fra det hurtige sprint til gode ideer.

Design Sprint-metoden stammer fra Silicon Valley, hvor fokus oftest er på at få gode ideer hurtigt, skalere dem og tjene penge. Kreative processer, der naturligt bryder med konventionelle måder at tænke og handle på, risikerer at stille for mange spørgsmål til effektiviteten, hvis de slippes ud af deres sprint-bur. Sprint-buret isolerer problemet og derved også løsningen, hvilket tidligere har været nyttigt, men de færreste organisationer arbejder efter Silicon Valley-modellen længere og derfor bør vi nok også gentænke vores forhold til kreativitet og idegenerering.

Kompleksiteten kræver vores kollektive kreativitet

Nutidens arbejde handler sjældent om at løse isolerede problemer. I stedet navigerer vi på daglig basis i komplekse systemer med mange aktører og skiftende behov. Det kræver en vis modstandsdygtighed, omstillingsevne og i høj grad, at vi løbende har evnen til at at kunne tilpasse løsninger og aktivere den kollektive kreativitet i vores organisationer og teams.

Langsommelighedens værdi

En af deltagerne ved en workshop jeg afholdte for nyligt reflekterede hen ved afslutningen på dagen, over hvordan langsommeligheden i brainstormingen havde givet hende et nyt perspektiv på ide-generering. Hun kunne faktisk godt tænke sig, at sætte farten endnu længere ned og have Ide-Sudokuen hængende på kontoret over flere dage, ja måske nærmest som et fast element, så man løbende kunne tilføje og lade sig inspirere.

Ironisk nok, er det den måde jeg selv arbejder bedst på – ved at have en brainstorm hængende i uger, nogle gange måneder, og som jeg går til og fra – men når jeg træner andre i kreativitet, er det meget ofte igennem høj-tempo workshops.

Måske det er tid til et opgør med det ensidige fokus på den accelererede kreative proces? Og i stedet øve os, både som organisationer, teams og individer, i at have en kreativ ånd med i vores daglige arbejde og give plads til, at kreativitet kan udfolde sig spontant.

Mit forslag til tre trin, der kan understøtte en langsommere og mere integreret tilgang til kreativitet

  1. Skab et fælles, simpelt sprog for kreative processer: Introducer divergent (at skabe muligheder) og konvergent (at tage beslutninger) tænkning, som The British Design Council har populariseret med deres double diamond-model. Sørg for, at alle medarbejdere forstår og har erfaring med denne tænkning.
  2. Vælg få, fleksible værktøjer: Brug nogle få, simple og generiske værktøjer, der kan tilpasses forskellige sammenhænge og tidsrammer. Træn i at bruge dem og undersøg, i hvor mange kontekster de kan anvendes, både i korte og lange møder, fysisk og digitalt, sammen og alene. (Se nedenfor til inspiration)
  3. Giv plads til, at alle kan bidrage på deres måde: Tilgængeligheden til processerne skal være bred og mangfoldig. Kreativitet er individuel, og vi må skabe plads til, at hver enkelt kan bidrage på den måde, der passer dem bedst. Forstå hinandens præferencer og understøt psykologisk tryghed i teamet ved at invitere alle til at blive bevidst om deres personlige præferencer og dele dem med hinanden.

Resultatet er mere end bare mere kreativitet

Disse tre trin overlapper naturligvis hinanden og skal gentages kontinuerligt for at skabe en langvarig kulturforandring. Når man bliver bevidst om de individuelle præferencer og kollektive behov, bliver det fælles sprog for kreativitet og problemløsning mere nuanceret, og de specifikke behov for værktøjer og processer tydeligere. Hvis man arbejder målrettet med dette i et års tid, vil kreativiteten, trivslen og den psykologiske tryghed uden tvivl stige betydeligt. Efter tre år vil det være en naturlig del af organisationens kultur.

DEL "Et slag for den langsomme kreativitet" med en ven:

Måske det her også var noget?

  • En ting fra fremtiden – En spekulativ opvarmningsøvelse

    Rejs ud i fremtiden for at udfordre dine antagelser og din indre kritiske stemme, med denne lille sjove fremtidsøvelse.

    En ting fra fremtiden – En spekulativ opvarmningsøvelse

  • Giv din ide form – Præ-konceptet

    Lav præ-koncepter for dine tidlige ideer, så du bedre kan vurdere, hvad der vil virke og hvad der skal arbejdes videre på

    Giv din ide form – Præ-konceptet

  • Ide Sudoku – Få ideer og på en nemmere og sjovere måde

    Idé Sudokuen hjælper dig med at strukturere din brainstorm og guider dig til hurtigere at generere en større pulje af mere kreative idéer at vælge imellem.

    Ide Sudoku – Få ideer og på en nemmere og sjovere måde

  • 1.maj 2024-tale:
    Der er brug for en stærkere fagpolitisk fortælling

    Jeg blev inviteret til at holde 1.maj-talen for kunstnere, designere og arkitekter. Hvis du ikke hørte den live, kan du læse den her

    1.maj 2024-tale:
    Der er brug for en stærkere fagpolitisk fortælling