En refleksion over, hvorfor reel forandring kræver,
at vi giver det personlige rum professionel plads.

 

---

 

En indrømmelse:

Jeg bryder mig faktisk ikke særligt meget om at være deltager i workshops.

Det kan virke paradoksalt, fordi jeg selv faciliterer mange af dem. Men som deltager mærker jeg ofte en indre modstand. Tempoet er højt. Forventningen om output tydelig. Samtalerne skal være effektive, pointerne skarpe, og processen skal helst føre et konkret sted hen. Der er sjældent plads til det uafklarede, det langsomme eller det, der endnu ikke har fundet form.

Jeg ved godt, at workshops for mange opleves som et energifyldt afbræk; en mulighed for at blive ledt ind i fælles tænkning og samskabelse. Og de fleste workshops er netop designet til at skabe bevægelse mellem mennesker.

Men for nylig fik jeg mulighed for at arbejde med en personaledag, hvor præmissen var en anden.

At stå i forandring – uden at vide hvordan den ser ud

Jeg arbejdede med et team i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning. De befinder sig i et komplekst felt mellem politiske bestillinger, tværgående koordinering og daglig drift.

Relationerne i teamet er gode. Samarbejdet harmonisk. Der var ikke behov for klassisk teambuilding eller idégenerering. Opgaven var snarere at styrke den enkeltes evne til at stå i en virkelighed, hvor retningen endnu ikke var tydelig.

Det betød, at dagen ikke skulle handle om at beslutte, producere eller formulere nye fælles ambitioner. Den skulle handle om forudsætningerne for at kunne navigere i forandring – personligt såvel som fælles.

Det personlige rum som professionelt arbejdsrum

Vi arbejdede med nogle få tematiske nedslag: årstiderne som ramme for at forstå og regulere personlige tilstande, uformel ledelse som noget vi både kan tilbyde og efterspørge, og nysgerrighed som et legitimt succeskriterium, når resultaterne udebliver.

Temaerne er i sig selv velkendte i forandringsarbejde. Det, der var anderledes, var vægtningen.

I stedet for primært at facilitere fælles samtaler og fælles output, lagde jeg markant større vægt på det personlige rum. Hver deltager fik en personlig logbog, der fulgte dagens struktur. Den var ikke tænkt som dokumentation. Ikke som noget, der skulle deles. Men som et privat arbejdsredskab.

Der blev aktivt sat tid af til individuel refleksion, skrivning og stilhed. Deling var mulig – men aldrig påkrævet.

Stilheden fik lov at være der. Når ingen sagde noget, blev det ikke udfyldt. Pauserne blev ikke brudt af nervøsitet. Rummet blev gradvist trænet i, at det var legitimt at tænke færdigt – eller halvfærdigt – før man talte.

Det ændrer ikke bare tempoet. Det ændrer kvaliteten af det, der opstår.

Når det usagte virker videre

Jeg var ærlig talt usikker bagefter.

Der var ingen vægge fyldt med post-its. Ingen fælles formuleringer, der kunne fotograferes og dokumentere “resultatet”. Mange af indsigterne var forblevet hos den enkelte.

Under et opfølgende møde med dem, der havde arrangeret dagen, refererede de begejstret teamets samlede evaluering – og her blev det tydeligt, at netop respekten for det individuelle rum havde været afgørende. Flere havde oplevet en indledende nervøsitet ved tanken om at skulle tæt på personlige overvejelser. Men det, at de ikke blev presset til at dele, havde skabt tryghed.

Det, der ikke blev sagt højt, havde i virkeligheden arbejdet videre.

Det bekræftede en pointe, jeg selv vender tilbage til igen og igen: Forandring forankres ikke i fælles beslutninger alene. Den forankres i mennesker. Og mennesker bearbejder først i det personlige rum, før noget kan bæres ind i gruppen og siden ind i organisationens fælles retning.

Tre rum – ét system

I min facilitering arbejder jeg derfor bevidst med bevægelsen mellem tre niveauer: det personlige rum, grupperummet og det fælles rum.

Hvis vi springer det personlige over, risikerer vi, at beslutninger bliver overfladiske eller senere modarbejdet. Hvis vi springer gruppen over, mister vi spejlingen og kvalificeringen. Og hvis vi undlader det fælles rum, mangler vi retning og forpligtelse.

Men vi er generelt dygtige til de to sidste. Det personlige rum mangler stadig professionelle greb.

Måske fordi vi stadig forsøger at adskille det personlige fra det professionelle – som om det første kan parkeres ved døren.

Det kan det ikke.

Det personlige perspektiv er altid med: erfaringer, følelser, energi, tvivl, engagement. Spørgsmålet er ikke, om det er der – men om vi designer vores møder og workshops, så det får en legitim plads.

Den personaledag mindede mig om, at nogle workshops måske først for alvor begynder at virke mandag morgen – når deltageren åbner sin egen notesbog igen og genbesøger det, der aldrig blev delt højt.

---

Du kan dykke ned i nogle af temaerne vi arbejde med på workshoppen her:

• DesignWISE – årstiderne som ramme for at forstå og regulere personlige tilstande,
• Lederskabsroller – uformel ledelse som noget vi både kan tilbyde og efterspørge
• Læringsmekanisme – nysgerrighed som et legitimt succeskriterium, når resultaterne udebliver.