Mange af os befinder os i en slags evig sommer. En tilstand af aktivitet og tempo, hvor vi bliver ved med at skabe, udvikle og levere – ofte længe efter, at kroppen og sindet egentlig kalder på hvile. Men ingen kan leve i evig sommer. Ikke mennesker, ikke naturen. Ligesom træerne må trække deres saft tilbage til stammen, må vi også lade energien bevæge sig indad – for at samle kræfter, mærke, hvad der har vokset i os, og gøre plads til det næste, der skal spire.

Skoven lærte mig at stå stille

Efterårsmeditationen udspringer af en oplevelse i Togakushi i det nordlige Japan – et sted, hvor natur, åndelighed og tradition smelter sammen. Mellem de høje cedertræer, der danner den berømte allé op mod helligdommene, mærkede jeg en dyb forbindelse mellem mig selv og omgivelserne. Træerne stod som århundredgamle vidner – stille, tålmodige og forbundne – og lærte mig noget om rytme, gentagelse og styrken i at stå stille.
I den japanske Shinto-tradition betragtes alt levende som besjælet – hvert træ, hver sten, hver flod rummer sin egen ånd, kami. Rundt om mange træer er bundet reb flettet af risplanter som et tegn på respekt og taknemmelighed. Ikke som pynt, men som en anerkendelse af livskraften i alt det levende. Der findes en gensidighed her – et forhold mellem menneske og omgivelser, hvor naturen betragtes som noget, vi står i relation til, ikke som noget, vi skal kontrollere.

Efteråret minder os om omsorg

Efteråret viser os, at forandring ikke er afslutning, men omsorg. Når bladene falder, danner de et varmt tæppe, der beskytter jorden og holder den frugtbar. Det er naturens måde at tage sig af sig selv på – en stille bevægelse mellem handling og hvile, mellem udad og indad.
I vores egne liv findes de samme årstider: perioder af vækst, høst, hvile og fornyelse. At anerkende det er at forstå, at vi ikke kan leve i konstant fremdrift. Vi må give plads til fordybelse og modning – til det, der får os til at mærke rytmen i os selv.

Hvis vi skal forandre verden, må vi begynde i os selv

Den måde, vi som mennesker balancerer rytme, pause og bevægelse i vores egne liv, afspejler de samfund og organisationer, vi er en del af. Hvis vi for alvor skal skabe bæredygtige og omsorgsfulde fællesskaber, må vi begynde med os selv. Vi må genoprette forbindelsen til vores egen natur – og til den natur, der omgiver os. Først når vi finder balance i os selv, kan vi skabe balance omkring os.

Når visdommen fra øst møder DesignWISE

At genskabe vores personlige og kollektive forbindelse til naturen, er kernen i den nye planetære tilgang til design, som vi foreslår med DesignWISE. For mig giver forbindelsen mellem Shinto og DesignWISE en ny dybde. DesignWISE bygger på de nordamerikanske oprindelige folks visdom, men jeg ser et stort potentiale i også at vende blikket mod øst. På tværs af kulturer findes en fælles forståelse af, at alt levende er forbundet, og at vi må genopdage den rytme, der binder os sammen med verden. Denne erkendelse bør vække til eftertanke i en tid, hvor vi ofte lever afkoblet fra naturen – både den ydre og den indre.

En invitation til efterårets ro

Efterårsmeditationen er skabt som et lille åndehul. En mulighed for at træde ud af den evige sommer og ind i efterårets stille visdom. Den varer omkring tretten minutter og kan bruges hele året – efter en travl dag, et afsluttet projekt eller når du har brug for at trække vejret lidt dybere.
Meditationen guider dig gennem skovens billeder og inviterer dig til at finde din egen rytme: at mærke dine rødder, samle din energi og lade det, du har skabt, finde sin plads. En påmindelse om, at du – ligesom træerne – er en del af naturens kredsløb. At du midt i al aktivitet også har brug for at høste, give slip og finde næring i stilheden.