Herunder finder du tale-noterne til den 1. maj-tale jeg blev inviteret til at holde for billedkunstnere, designer og arkitekter på vegne af de to fagforbund, FAOD (Forbundet for Arkitekter Og Designere) Billedkunstnernes Forbund (BKF) samt Art Hub Copenhagen og Copenhagen Architecture Festival. Temaet var ‘Det grænseløse arbejdsliv’ med særlig fokus på de prekære arbejdsforhold for mange i de kreative fag.

For nylig startede jeg endelig på at lave hjemmesiden for min lille enmands-biks. Jeg har taget tilløb til det i næste et år. for jeg ved, hvordan det påvirker mig, at skulle skrive, sådan helt ud i det åbne, hvad jeg mener jeg kan bidrage med. Hvad jeg fagligt er værd. 

En hjemmeside kræver, at jeg bliver konkret, specifik og let forståelig for alle dem, der ikke kender min faglighed. Og det er sgu ærlig talt ret så angstprovokerende.

Det starter den evindelige indre dialog, der stiller spørgsmålstegn ved alting: “Hvad har jeg egentlig bidraget med nogensinde?”, “Er det jeg har lavet tidligere overhovedet med design-faget at gøre?”, “Er jeg overhovedet en rigtig designer?”, “Burde jeg bare stoppe med at kalde mig det, og kalde mig noget andet?” osv.

Det er vildt svært, for hvad er det egentlig jeg sælger? Er det en faglighed? Er det bare min personlighed jeg sælger? Eller noget helt tredje? 

Og sådan er det faktisk det meste af tiden. Ikke kun, når jeg laver hjemmeside.

Det føles som om, at jeg ikke bare skal sælge det jeg kan til kunder, men også sælge det til mig selv gang på gang. Selv, når jeg bare bliver spurgt i en uformel og social situation, hvad jeg laver, kommer jeg ofte til at sige, “Ja, det ved jeg faktisk ikke rigtigt!”. 

Ja, nogle gange, når jeg skal fortælle om hvad jeg kan, får jeg nærmest sagt “Til trods for, at jeg er designer, så kan jeg godt….”. 

Det er lidt Fucked!

Det er ironisk, for de seneste mange af mit arbejdsliv, har jeg ikke lavet andet end fortælle andre om værdien af design. Jeg har trænet, undervist og holdt utallige oplæg om værdien af design både ift. Innovation, business og de større samfundsudfordringer. Det er ikke et problem for mig, at fortælle hvad den brede designfaglighed kan, men når det kommer til min egen specifikke designfaglighed, kommer jeg altid til kort.

Denne dobbelthed, kender jeg mange inden for de kreative fag, der går rundt med. At vi godt kan være lidt store i slaget, når det kommer til at fortælle om fagenes fortræffelighed, så længe vi er omgivet af ligesindede, men når det rammer vores personlige værdi bliver det sværere.

Det minder lidt om den stereotype unge mandetype i sådan en high-school kontekst, der går rundt og spiller smart, for at dække over en altfortærende indre usikkerhed. Og jeg tror faktisk mange af os går rundt og har det sådan? Kender I det?

Jeg spøger nogle gange med, at det er som om at designfaget lider af et kollektivt mindreværdskompleks. Og det synes jeg faktisk er lidt en skam. Eller jeg synes faktisk det er lidt dumt. For, der er faktisk ingen grund til, at vi går og har det sådan! Tværtimod!

Og ja undskyld, nu bliver jeg nok lidt stor i slaget (det betyder dog ikke, at den altfortærende usikkerhed ikke stadig dundrer i mig), men det vi kan – kunstnere, designere og arkitekter – er der mere brug for end nogensinde. Og derfor er jeg også glad for at os sammen her i dag. For selvom vores fagligheder på overfladen synes meget forskellige, så er der grundlæggende ting i vores tilgange, der binder os sammen og som er der, hvor vi for alvor skaber værdi.

Kunstnere og designere har en helt særlig evne, et talent og en faglighed til at kunne tage beslutninger og forme på tidspunkter, hvor de udmærket godt ved, at de ikke ved alt, der kunne vides. 

De har modet til at sætte ting i verden i ren og skær nysgerrighed på, om det mon er svaret. “Mon det er det, der fremkalder og får os tættere på det vi gerne vil?” Om det er et maleri, en skulptur, en performance, en stol, en virksomhed, en politik eller noget helt andet betyder ikke så meget.

Det er det, der er vores superkræft: At vi kan identificere råderum, mulighedsrum eller en historie,
der endnu ikke er åbnet op for, eller fortalt. Vi kan fortælle den historie, formgive den, foreslå noget, der ikke var der lige før

Her adskiller vi os fra stort set alle andre fagligheder, for vi tør tage favntag med det komplekse, det dilemmafyldte og det paradoksale og forme noget ud fra det. Og hvis der er noget verden har brug for i dag, så er det nogen, der kan give form til tiden, forestillingen, følelserne, behovene, opgaven og tvivlen. Nogen, der kan give form til den komplekse verden vi lever i. For kompleksiteten er større end nogensinde: Klimakrise, biodiversitetskriser, trivselskriser, geopolitiske spændinger you name it. 

Det handler altsammen om, at verden er mere uforudsigelig og tvetydig. Og her kan vi noget, som ingen andre kan.
Vi kan give form til det, der ikke kan regnes ud.

Derfor er det vigtigt, at vi er samlet på tværs af de kreative fag i dag på 1.maj,
for vi har brug for, at vi organiserer os og får skabt en reel fagpolitisk stemme, fortælling og tradition.

En fortælling, der taler om den værdi vi skaber. Der taler om arbejdsforhold, løn, ledelse og indflydelse. Den fortælling – vi alle har brug for, når vi render rundt derude i vores prekære og endeløse forsøg på selv at forstå hvad vi kan og hvilken værdi vi bidrager med.

Den vi kan støtte os op ad – som fælles rygrad – , der kompenserer for den kollektive mindreværdsfølelse vi render rundt med. Vi er mere værd end det. Og det er et kollektivt ansvar.

Jeg drømmer om at flere kunstnere, designere og arkitekter melder sig ind i fagpolitiske organisationer. Jeg drømmer om at vi er bedre til at understøtte og udvikle de fagpolitiske talenter vi har indenfor vores fag. Og at vi bakker dem op og giver dem mandat til at gå ud og tale og forhandle på vores vegne.

Jeg drømmer om at vi laver store fagpolitiske events, hvor vi ikke taler om kreative processer, materialevalg eller alt det andet skønne og nørdede vi som regel taler om.
Men at vi taler om arbejdsforhold for vores fagfæller. Det kræver, at vi tør gå ind i den politiske arena og her hæve os over vores fag-faglighed, også selvom det kan virke skræmmende, kedeligt eller ligefrem føles irrelevant. 

For det er det ikke, når du skal forhandle løn, konkurrere med amatøren, der har taget et weekendkursus i design eller du endnu engang skal bruge det meste af din fondssøgning
på at redegøre for din åbenlyse værdiskabelse.

Der er allerede organisationer og fællesskaber at starte i. Men vi skal alle huske at møde op, huje, råbe og skabe fælles larm om den store misforståelse, at kunst, design og arkitektur er nice to have og ikke need to have. 

Vi har altid været dem, der har skabt, det der består ogdet, der former vores kultur og
i sidste ende vores kollektive identitet som mennesker.

Det vi kan, er mere værd! Og det er et kollektiv ansvar, at vi hver især ved det og at verden omkring os også ved det!